Bogcaféer/ Book Talks
Gæsterne på Kulturmødet på Mors tager ikke afsted uden en blok og en kuglepen. De har været flittigt i brug på Kulturmødet - også under bogcaféerne.

Bogsnack: Skønlitteratur til tiden – bite-size (2026)
Kom og oplev et anderledes litteraturformidlingsformat, når litteraturformidlerne Camilla Sejerøe og Mai Ruby fra Faaborg-Midtfyn Bibliotekerne serverer aktuel skønlitteratur i samtaleform. På menuen er seks nøje udvalgte bøger – tre fra hver formidler. Konceptet er bite-size, så bogmenuen indtages på bare 45 minutter! Reaktioner fra publikum er mere end velkomne undervejs. Lad os få en stor litteratursnack i gang om den skønlitteratur, der har så meget at fortælle om den verden, vi lever i. Lad os mødes på Mors om den gode litteratur til tiden. Faaborg-Midtfyn Bibliotekernes ”Bogsnack”-koncept opstod under første coronanedlukning og er – når den ikke foregår på scenen til Kulturmødet Mors – et månedligt indslag i feedet på instagramprofilen ”faaborgmidtfynbibliotekerne”. ”Bogsnack” er små videoer på 15 minutter, der er klar, når følgerne er. Kommentarsporet er åbent. Her kan man bl.a. ønske næste bogsnacktema. Blandt meget andet er Camilla Sejerøe bibliotekar, materialevælger og lektør. Mai Ruby er litteraturformidler, tidl. anmelder hos litteratursiden.dk og skribent hos bibliotekernes ”Delingstjenesten”.
De bøger vi læser - med Christina og Nicole (2026)
Kom og vær med, når bibliotekarerne Christina fra Morsø Folkebibliotek og Nicole fra Vesthimmerlands Biblioteker deler deres favoritbøger i en uformel og inspirerende samtale. I denne hyggelige formiddag vil de dykke ned i bøger, de elsker at læse, og som har givet dem mange gode læseoplevelser. Det bliver en uforpligtende og åben diskussion, hvor de vil anbefale bøger, der har fanget deres opmærksomhed, og måske også give et nyt perspektiv på, hvad der gør en bog til en favorit. Er du på jagt efter nye bøger at læse? Eller har du bare lyst til at høre, hvad andre læser? Så er dette arrangementet for dig. Kom og få inspiration til din næste læseoplevelse!
Håndmadder og håndbajer: Michael Strunge (2026)
Tag med på opdagelse i Michael Strunges forfatterskab og liv, når vi fra Kulturhuse og Biblioteker Aabenraa udforsker både myten, mennesket og digteren – over en håndmad og håndbajer. Michael Strunge er en af 1980’ernes helt store lyrikere. Han skrev energifyldte, rå og stærke digte fyldt med mismod, drømme og visioner. Han skrev om temaer som storbyens liv, fremmedgørelse, identitet og afskyen over for den tavshed og det manglende engagement, han så i tiden. Han blev kendt som punker og talsmand for en ny tid og generation. På mange ungdomsuddannelser er han stadig fast inventar. Men hvem var manden bag myten, og hvad gemmer der sig i hans forfatterskab? Kom med til en hyggelig og underholdende aften i godt selskab, hvor vi dykker ned i disse og mange andre spørgsmål. Kom i god tid, vi har håndmadder og håndbajer klar til de 30 første deltagere.
FRYGTELIGT FORSØMT FAGLITTERATUR Forfriskende foredrag og forførende fund fra folkebibliotekets felt (2026)
Hvordan får vi liv i bøgerne, der ikke råber højest? Frygteligt forsømt faglitteratur sætter spot på de hylder, vi alt for sjældent besøger: Ældre værker, smalle emner, årbøger og skjulte skatte fra magasinerne under Danmarks biblioteker – og ja, også true crime-titler, der lige så godt kunne stå blandt de bedste krimier. Med humor, nysgerrighed og konkrete eksempler undersøger vi, hvordan biblioteker kan formidle det oversete, så det bliver uimodståeligt. For hvad sker der, når vi tør tænke skævt? Når vi præsenterer faglitteratur som fortællinger, overraskelser og oplevelser eller krydser genrer og materialetyper endnu vildere, end vi turde i går? Glæd dig til overraskende og anderledes formidlingsgreb, konkrete boganbefalinger og en kærlig hilsen fra Aalborg Bibliotekernes og Brønderslev Biblioteks DK5-decimalklassedelings-Facebook-julekalender "Frygteligt forsømt faglitteratur". Foredragets frygtløse formidlere: Bibliotekar Martin Schmidt-Nielsen (Aalborg Bibliotekerne) og kulturformidler Hans Wendelboe Bøcher (Brønderslev Bibliotek).
Litteraturen går til Irland –en bogcafé med fokus på irsk litteratur og kultur (2026)
Bogcaféen tager os med på en stemningsfuld rejse til Irland – Den grønne ø – hvor vi sammen smager på litteratur, historie, musik og mad. Inspireret af Politikens velkendte bogserie “Turen går til …” har vi på Hjørring Bibliotekerne videreudviklet konceptet og skabt en hyggelig stund med smagsprøver på bøger, levende toner af irsk musik samt mad og drikke, der vækker sanserne. Det hele bindes sammen af fællesskab, fortællinger og kulinariske indtryk, som giver en smagfuld og kulturel oplevelse for både hjerne og gane.
Mørke fortællinger og moderne gys – en guidet tur (2026)
Til dette stemningsfulde arrangement dykker biblioteksformidler og horrorfan, Matilde Norup Iversen, ned i horrorgenrens mørke univers. Hun fortæller om, hvad horror er, hvordan genren har udviklet sig, og hvorfor Aalborg Bibliotekerne har skabt en særlig horrorsamling.
Undervejs præsenterer hun både klassiske og moderne værker og deler sine personlige favoritter. Hun sætter også ord på, hvorfor horrorgenren er vigtig, hendes egne oplevelser med den – og hvad der skræmmer hende mest.
Der bliver desuden mulighed for, at publikum kan dele anbefalinger og deltage i samtalen.
Arrangementet er for alle – både garvede horrorfans og nysgerrige læsere. Tør du være med?
Den Litterære Cocktail: James Bond – shaken not stirred (2026)
Næstved Bibliotek inviterer til en sanselig og stemningsfuld session, hvor vi dissekerer fænomenet James Bond og bliver klogere på, hvordan den britiske spion har opnået verdensstatus. Vi dykker ned i de litterære passager, hvor den famøse cocktail beskrives for første gang og vurderer med egne smagsløg, om James Bond virkelig har ret i, at "shaken not stirred" er den bedste håndtering af en Martini. Det bliver et indslag i selskab med spioner, stil og smag, hvor litteraturen får lov at boble i glasset og i samtalen. Så kom og oplev, hvordan en cocktail og en roman kan mødes i en elegant og underholdende fusion. Den Litterære Cocktail er et møde mellem klassisk litteratur og moderne barkultur, hvor der er plads til både fordybelse, sansning og eftertanke. Konceptet er skabt med tanke på at give gamle klassikere nyt liv.
De bøger vi læser - med bibliotekarerne Christina og Nicole (2025)
Kom og vær med, når bibliotekarerne Christina fra Morsø Folkebibliotek og Nicole fra Vesthimmerlands Biblioteker deler deres favoritbøger i en uformel og inspirerende samtale. Denne hyggelige formiddag vil de dykke ned i de bøger, de elsker at læse, og som har givet dem mange gode læseoplevelser. Det bliver en uforpligtende og åben diskussion, hvor de vil anbefale bøger, der har fanget deres opmærksomhed, og måske også give et nyt perspektiv på, hvad der gør en bog til en favorit. Er du på jagt efter nye bøger at læse? Eller har du bare lyst til at høre, hvad andre læser? Så er dette arrangementet for dig. Kom og få inspiration til din næste læseoplevelse!
Bliv klogere på romantasy (2025)
Romantasy – en kombination af romance og fantasy - er det nye sort, men hvor skal du starte, hvilke bøger er et must for dig at læse og hvorfor er det lige præcis at romantasy er blevet så populært som det er? Kom og mød bibliotekar og bogblogger Line Dalbro fra Aalborg Bibliotekerne, der giver en masse inspiration til din næste storslåede læseoplevelse.
20 litteratur-skud fra bibliotekarhofterne (2025)
Hvilke 20 bøger fra 2025 står øverst på hitlisten hos bibliotekarerne fra Aalborg Bibliotekerne Anine Schønwandt Kaas og Marianne Agger? Hvilke bøger har fået dem til at grine, græde, gyse, tænke, undre sig og sat sig fast i deres hjerter? Book talk om 20 bøger på 30 minutter. Efter præsentationen er der tid til en god bogsnak.
Book Talk: De 10 bedste bøger i 2024 (Den blev ikke afholdt, da teltet var ved at blæse væk, men er med her som inspiration)
De to bibliotekarer, Anine og Marianne, har taget de skarpe briller på og fundet hver deres 5 favoritbøger fra 2024. Hør, hvilke læseoplevelser de mener, du absolut ikke må glip af!
Bogcafé: fra bog til film (2023)
Hvilke forventninger har vi til film, der bygger på bøger – skal de lægge sig op ad bøgerne, eller er det bedre, når de ikke gør det? Hvad er den bedste – og den værste – filmatisering, du har oplevet af en bog? Og er der en bog, du altid har drømt om at se på film? Tre formidlere fra Hjørring Bibliotekerne lægger op til samtale og debat om filmatisering af bøger, og alle er velkomne til at deltage!
Book Talk: 5 bøger, du ikke må gå glip af! (2023)
Hvilke 5 bøger har fået bibliotekaren til at græde, grine, gyse og tænke i 2023? Hør om 5 bøger, der gør indtryk, og giver dig en læseoplevelse, du ikke må gå glip af. Marianne, bibliotekar, tager dig igennem bøgerne.
Book Talk om LGBT+ - litteratur (2022)
Medejer af Buens Bogcafé i Aalborg, Kristine Sofie Højen, præsenterer skøn regnbuelitteratur (LGBT+) til børn, forældre og bedsteforældre.
