Guidet Fælleslæsning med børn og unge
Her kan du læse om Guidet Fælleslæsning med børn og unge og blive klogere på metoden - og det den giver af muligheder.
Aldersgruppe:
3-6 år, 0-3. klasse, 4-6. klasse, 7-9. klasse, Unge

Hvad er Guidet Fælleslæsning?
Guidet Fælleslæsning er særlig tilgang til litteratur, som skaber fællesskab og en gruppe af mennesker sammen for at mødes og tale om skønlitteratur, med fokus på at opleve og samtale om litteraturen i fællesskab. Guidet Fælleslæsning styres altid af en læseguide, som medbringer litteratur til gruppen og læser dem højt for deltagerne med indlagte pauser. Når læseguiden holder pause i oplæsningen, taler gruppen sammen om litteraturen og de tanker og associationer, den vækker.
Læseguiden faciliterer samtalen med fokus på oplevelsen af litteraturen: Hvad har den at sige os? Hvilke tanker sætter den i gang? Oplever vi den forskelligt?
Metoden Guidet fælleslæsning er udviklet på baggrund af den engelske metode shared reading, som The Reader Organisation står bag. Guidet fælleslæsning har især vundet indpas i Danmark på grund af metodens positive effekt på deltagernes mentale sundhed.
Hvorfor Guidet Fælleslæsning med børn og unge?
Guidet Fælleslæsning giver mulighed til at skabe en oplevelse af fællesskab og samhørighed med udgangspunkt i den litteratur man læser sammen. På den måde kan læsningen opleves som noget socialt og noget man kan dele. Behovet for at kunne ’læse sammen’ og at dele læseoplevelser er noget der i flere rapporter om børns læsevaner og læsekultur fremhæves som noget børn ofte selv efterspørger.
Guidet Fælleslæsning med børn og unge er også en indgang til, at børn og unge selv kan italesætte, hvordan verden opleves fra deres perspektiv. Tilgangen skaber et rum til fordybelse og styrker børn og unges evne til refleksion og mulighed for at spejle sig i litteraturen og i hinanden.
Kara Orford, der er hovedansvarlig for The Readers arbejde med børn og unge, peger på, at undersøgelser viser at fælleslæsninger på sigt kan styrke børns velbefindende og selvværd og styrke børns selvtillid ift. bøger og læsning - børnenes indre vokser og bevidstheden udvides. Refereret fra Henrik Wig ‘Hvilket bra sätt at läsa’.
Samtidig er det vigtigt at pointere at Guidet Fælleslæsning er noget andet en traditionel højtlæsning og adskiller sig også fra f.eks. dialogisk læsning idet formålet med Guidet Fælleslæsning er selve den litterære oplevelse i mødet med litteruren samt det fællesskab der kan opstå omkring det. Dvs. Guidet Fælleslæsning har ikke ambition om sprogstimulering, læselyst eller læsefærdighed – men kan måske bidrage med disse ting som en sidegevinst.
Guidet Fælleslæsning er selve den litterære oplevelse i mødet med litteruren samt det fællesskab der kan opstå omkring det.
Tre grundlæggende principper
Guidet Fælleslæsning for børn og unge adskiller sig ikke fundamentalt fra Guidet Fælleslæsning med voksne. I biblioteksregi har man valgt at bygge på tre grundlæggende principper:
Skab et trygt miljø
Læseguiden skal med venlighed og varme søge at skabe et trygt, krav og præstationsfrit rum, hvor der er fokus på fællesskab og relationer. Hvis man afholder Guidet Fælleslæsning med børn i skoleregi, er det en god idé at understrege det præstationsfrie rum, ved at skabe en anden kontekst end det typiske klasselokale f.eks. med bløde møbler, tæpper, snacks og hygge.
Læseguiden kan også italesætte det krav- og præstationsfrie rum ved en indledende opridsning af fælles spilleregler.
Vær modig
Læseguiden skal turde læse langsomt, være i stilheden og give tid til deltagerne. At være modig omfatter også et modigt tekstvalg. Her bør man vælge tekster der har noget vigtigt på hjerte og man som læseguide føler ”taler til en”.
Værn om samtalen
Læseguiden skal lytte aktivt, justere sig efter deltagere, samle op undervejs og bruge sig selv, vise sin entutiasme og hele tiden sørge for, at teksten er samtalens midtpunkt.
Særlige opmærksomhedspunkter ift. børn og unge
Guidet fælleslæsning for børn og unge har dog særlige opmærksomhedspunkter, som kan adskille fra Guidet fælleslæsning for voksne.
Fokus på frivillighed
Når tilgangen bruges i f.eks. skoleregi, er det vigtigt at være opmærksom på, barnet ikke føler sig tvunget eller føler modvilje ift. fælleslæsningen. Fordi tilgangen netop er følelses- og oplevelsesbetonet kan det i så fald ødelægge barnets egen såvel som gruppens oplevelse.
Forløb
I lighed med Guidet Fælleslæsning med voksne, kan man afvikle forskellige typer fælleslæsning f.eks. som enkeltstående arrangement på biblioteket eller besøg i institution eller skole. Det kan være oplagt som i forlængelse af et valgt tema eller som ”smagsprøve” på en anden type af højtlæsning. Man kan vælge af køre Guidet Fælleslæsning som forløb over flere gange, hvor deltagere kan opbygge relationer og blive trygge med tilgangen og hinanden.
Deltagerantal
Når man afholder Guidet Fælleslæsning for børn og unge, er det en god idé med et begrænset antal deltagere, så der er tid og opmærksomhed til hver enkelt deltagere. En tommelfingerregel er mellem 4 – 8 deltagere - jo yngre børnene er, jo færre deltagere.
Varighed
Børn har ofte en begrænset koncentration. Derfor anbefales det, at nøjes med læsning af en enkelt tekst og justere tiden med børnenes alder. En tommelfingerregel mellem ½- 1½ time incl. snak – jo yngre børnene er, jo kortere tid.
Tekstvalg
Mange forskellige former for tekster og genrer kan bruges f.eks. billedbøger, uddrag af romaner, digte, sangtekster, rim mv.
Hygge og 'ikke-skole'
Når man afholder Guidet Fælleslæsning med børn – og særligt hvis det er for børn i skoleregi - er det en god idé at understrege det præstationsfrie rum, ved at skabe en anden kontekst end det typiske klasselokale f.eks. med bløde møbler, tæpper, snacks og hygge. Læseguiden bør også italesætte det krav- og præstationsfrie rum ved en indledende opridsning af fælles spilleregler.
Ikke et fortroligt rum
Modsat når man afholder Guidet Fælleslæsning for voksne er der ikke tale om et fortroligt rum. Vi har som voksne indberetningspligt og vi har ansvar for det det bliver sagt i det fælles forum. Derfor er det en god idé at være opmærksom på forskellige teknikker til at lukke en samtale – f.eks. ved at generalisere et udsagn.
Bliv uddannet læseguide for børn og unge
Er du biblioteksformidler og har du lyst til at gå på opdagelse i litteraturen sammen med børn og unge kan du blive uddannet læseguide målrettet børn og unge. Kurserne udbydes løbende via Centralbibliotek.dk og er af 2-dages varighed. For dig der er uddannet læseguide for voksne, men gerne vil køre forløb med børn og unge er der mulighed for at tage et kortere kursus som supplement.
Få inspiration til tekstvalg
På læsesporet her finder du et tekstarkiv og inspiration til fælleslæsningen til forskellige alders- og målgrupper for børn og voksne.
Tekstarkivet til Guidet fælleslæsningFind og del tekster til Guidet fælleslæsning inddelt efter type, kompleksitet og målgruppe
