Sang og musik
Litteraturen lever i sangteksterne, og derfor en sang og musik i forskellige udformninger en del af Bibliotekernes Telt.

Guidet fællessang (2025)
Syng med på skønne danske sange, og vær med til at snakke om, hvad du egentlig synes, de handler om, og hvad de får dig til at tænke på og føle. Kom med til en anderledes form for fællesskabssang, der bliver akkompagneret af Karina Øgedahl på guitar. Måske går du derfra med et helt andet forhold til en eller flere af sangene, hvem ved?
Sammen om sangene (2024)
Nogle sange rører os mere end andre. Kom med til en anderledes form for fællesskabssang, hvor vi, akkompagneret af guitar, både synger sangene, men hvor vi også snakker om teksterne, og hvad de får os til at tænke på.
Fællessang og favoritforfattere (2024)
Vær med til at synge sange fra Højskolesangbogen, der rummer så megen smuk sanglyrik. Ud over at synge for på sangene giver Lone Due Bak og Lene Høg fra Hjørring Bibliotekerne læsetips til favoritforfattere, inspireret af Højskolesangene.
Strikkepause med guitar (2024)
Tag dit strikketøj eller hækletøj under armen, og få en pause I Bibliotekernes Telt, hvor du kan læne dig tilbage og nyde lidt god musik. Kan du hverken strikke eller hækle, er du meget velkommen alligevel.
Guidet fællessang (2023 og 2022)
Intet bygger bro mellem mennesker som fællessang. Derfor inviterer vi til en hyggelig og sjov omgang sang og snak i teltet. Vi har stemt guitaren, smurt stemmebåndet og fundet en håndfuld smukke fællessange frem til anledningen. Kom og vær med.
Med Anette, Viborg Bibliotekerne, Kathrine, Holstebro Bibliotek og Karina, Aalborg Bibliotekerne.