10 år med Sallys far - på biblioteket
Ja, det føles som var det i går, men der ER faktisk gået 10 år, siden vi lærte Sallys far at kende. Han gider stadig ikke være voksen, fortæller stadig dårlige jokes og er generelt sygt pinlig. Men det er stadig lige underholdende at følge Sallys far, mor og lillebror Eddie, som også har fået sin egen serie. Her finder du ideer til at fejre hele Sallys familie.
Aldersgruppe:
3-6 år, 0-3. klasse
Antal:
Ubegrænset
Varighed:
30 min.

Bøgerne om Sallys far
Se her et udvalg - og find flere bøger på biblioteket.
Eddies helt egen serie
Andre bøger om Sally og hendes familie
Andre fædre i litteraturen
Vidste I dét om Sallys far?
- Karaktererne fra serien er baseret på en virkelig familie - nemlig forfatterens egen!
- Tegningerne ligner den ægte familie, fordi den er tegnet, som den ser ud i virkeligheden
- Bandnavnene på Sallys fars mange forskellige t-shirts er til gengæld fiktive
- Sallys far nævnes ikke ved navn i nogen af bøgerne - han hedder faktisk bare Sallys far
- Sallys mor er ALTID klædt i noget med leopardprint
- Lillebror Eddie blev så populær, at han fik sin egen bogserie
Aktivitetsforslag
Skattejagt
Skjul genkendelige effekter fra historierne om Sallys far rundt omkring i udlånet. Forsyn børnene med afkrydsningsark og blyant, så de kan krydse af, hver gang de finder noget fra universet. Evt. kan der udloddes præmier til dem, der finder alle effekter.
Plakat med opfordring til at deltage
Find på alternative titler om Sallys mor
Print plakaten her til ophæng i biblioteksrummet eller brug opslagene på jeres SoMe-kanaler og lad brugerne finde på titler til en fiktiv serie om Sallys mor.
Find på dine egne far-jokes
Print plakaten her til ophæng i biblioteksrummet eller brug opslagene på jeres SoMe-kanaler og lad brugerne finde på deres egne far-jokes - eller bare skrive nogen, de kender.
Bandeordsspil
Inviter til bandeordsbanko (2-30 spillere) på biblioteket med brætspillet af samme navn. Et lignende spil er Sallys Far - bandekassespillet (2-4 spillere), som også kan købes til udlån eller til brug på biblioteket. En anledning til at få en forklaring og en god snak om alle de ord, vi ellers ikke må sige.
Bandekasse
Lad børnene dekorere deres egne bandekasser. Måske kan en lokal skotøjsforretning være behjælpelig med æsker, eller I kan selv folde nogen.
Højtlæsning
Læs en af bøgerne højt og rund af med en samtale. Kan jeres mor eller far være lige så pinlig som Sallys far? Suppler evt. højtlæsningen med at give børnene en opgave: Tegn en af situationerne fra bøgerne eller fra virkeligheden med jeres egen mor eller far. Der kan evt. hænges taleklemmer op ved siden af tegningerne, hvor børn kan indtale deres historier.
Workshop med print
Afhold workshop på biblioteket, hvor I dekorerer muleposer eller t-shirts. Find på nye sjove bandnavne, skriv de sjoveste far-jokes eller dekorer med motiver, der passer til din egen pinlige familie.
Lav din egen forside
Læg papir frem og inviter børnene til aktiviteten: Find på din helt egen titel og forsideillustration til en ny historie om Sallys far og resten af den skøre familie. Nogen vil måske endda skrive og tegne hele historien.
Materialer og grafik til print
Se også under de enkelte aktiviteter. Vær opmærksomme på, at bibliotekerne har fået lov at bruge grafikken i den sammenhæng, der præsenteres her på siden.
Materialerne er venligst stillet til rådighed af forlaget Carlsen.