Menu

Nyhedsbrev: November 2023

Bliv tilmeldt det månedlige nyhedsbrev

Vores behandling af personoplysninger

Forælder Bibliotekar Fagperson

Fælles Grund 2024

Igen i år sender Sprog- og Læseporet link ud til Fælles Grund - en hensigtserklæring mellem folkebibliotekerne og temasporet Glæden ved Sprog, Litteratur og Læsning. Her er hele temasporets forløb og kampagner til både børn, unge og voksne samlet i én formular.

Formålet er at skabe et overblik over de mange tilbud og følge med i, hvordan de forskellige forløb bliver brugt. På den måde kan vi sikre, at vi hele tiden har de rette tilbud. I forhold til omverdenen står vi også stærkere som biblioteksvæsen, når vi kan komme med en samlet udmelding på opbakningen til indsatserne.

Fælles Grund er en god anledning til at mødes lokalt i sit team og tage en snak om, hvad fokus for næste års arbejde på børne- og voksenområdet skal være.

Fælles Grund 2024 sendes ud til alle biblioteker i løbet af november måned - se også centralbibliotek.dk fra 15. november.

ALMA-prisen 2024

Bibliotekernes Sprogspor er endnu en gang blevet udpeget som kandidat til Astrid Lindgren Memorial Award (ALMA) af det svenske Kulturrådet. Den internationale IFLA-sektion Children & Young Adults har indstillet Sprogsporet, og nomineringen er begrundet i arbejdet med at formidle litteraturen for børn og samle viden om sprog og bøger her på sprogsporet.dk.

Nomineringen er et skulderklap til ikke bare Sprogsporet, men til alle de biblioteksprofessionelle fra hele landet, som gennem årene har leveret indhold til nyhedsbreve og hjemmeside til at fremme sprog- og læseglæden i hjem og dagtilbud.

ALMA-prisen har netop til formål at sætte fokus på børns litteratur og læsning. En jury vil nu udvælge en prisvinder blandt de nominerede. Offentliggørelsen sker i april 2024.

Se mere på alma.se.

ORD

ORD er et skræddersyet bevægelses- og sprogstimuleringskoncept, der primært henvender sig til flersprogede mødre til børn i alderen 4-12 mdr.

Konceptet er udviklet i Københavns Kommune med Tænketanken Fremtidens Biblioteker som projektets formidlingspartner, ligesom der samarbejdes med sundhedsplejersker og boligsociale organisationer, herunder BO-VITA. Nordea-fonden har støttet projektet.

Gennem de sidste par år har der været afholdt forløb på fem lokationer i Københavns Kommune: Blågårdens Bibliotek, Nørrebro Bibliotek, BIBLIOTEKET på Rentemestervej, Husum Bibliotek samt Tingbjerg bibliotek. Forløbene introducerer mødrene til biblioteket som institution for inspiration til litteratur og aktiviteter, der styrker sprogstimuleringen og senere læselysten. ORD giver en god start på den sproglige udvikling gennem leg og bevægelse, samtidig med at mødrenes netværk og relationer styrkes.

Både Københavns Kommune, Nordea-fonden og Bibliotekernes Sprogspor ser potentiale for udbredelse af projektet til andre kommuner. Derfor vil materialer fra projektet fremover være at finde på Sprog- og Læsesporet. Biblioteksprofessionelle fra hele landet inviteres desuden til at deltage i den afsluttende konference – se program og invitation.

Der kan bookes gratis billet på Billetto.

Læs mere om ORD på projektsiden.

Litteratur & Lækkerier

Litteratur & Lækkerier er tematiske bogcaféer for voksne krydret med noget godt til ganen lavet af lokale samarbejdspartnere. Konceptet, der bygger på lokale partnerskaber og bringer biblioteket ud til borgerne i landdistrikterne, forener formidlingen af litteratur og delikatesser, hvor litteraturformidlere fortæller om bøger og erhvervsdrivende fortæller om maden/drikken og deler deres historie.

Konceptet er udviklet af Viborg Bibliotekerne, som med støtte fra Erhvervsstyrelsens Landdistriktspulje gik sammen med mindre, selvstændige erhvervsdrivende og specialbutikker, som fysisk var placeret i Viborg Kommune. Herigennem koblede man kommunal service, kulturaktiviteter og unikke smagsoplevelser af forskellige karakter sammen i en række oplevelsespakker, som kunne bookes af borgere, der bor i kommunens lokalområder.

Læs mere om Litteratur & Lækkerier her