Kunst, kreativitet og kultur
Børn udvikler sig både sprogligt og personligt, når de får mulighed for at være kreative og møde kunst og kultur. Som pædagogisk personale har I en vigtig rolle. I kan vække børnenes nysgerrighed ved selv at være med og vise interesse.
Gå på opdagelse sammen
Start gerne med noget, I selv har lyst til. Det kan for eksempel være:
sang og musik
dans og bevægelse
teater
tegning og andre kreative aktiviteter
fortællinger og bøger
film og animation.
I behøver ikke vide en masse om kunst på forhånd. Det vigtigste er, at I er nysgerrige sammen med børnene og giver plads til at prøve noget nyt.
Brug bøger som inspiration
Billedbøger kan være en god vej ind i kunst og kreativitet. Læs sammen, se på billederne og tal om det, I oplever.
En bog kan også blive startskuddet til en aktivitet. Måske får I lyst til selv at tegne, synge, danse, fortælle historier eller lege videre med noget fra bogen.
Bøger kan også forberede børnene på en kulturoplevelse. Skal I for eksempel på museum eller i teatret, kan I læse og tale om oplevelsen på forhånd.
Tag kulturen med ind i børnenes hverdag
Når I har mulighed for det, kan I tage børnene med ud og opleve kunst og kultur. Det kan være teater, musik, dans, en udstilling eller et besøg på biblioteket.
Når børn møder forskellige former for kunst og kultur, får de nye oplevelser og nye måder at udtrykke sig på. Det er vigtigt, fordi børn har forskellige muligheder for at møde kunst og kultur derhjemme.
Vær sammen om oplevelsen
Kunst og kultur kan vække mange forskellige følelser og sanseindtryk hos børn. Her spiller jeres nærvær og den fælles opmærksomhed en vigtig rolle.
Vær nysgerrige på børnenes reaktioner. Se, lyt og hjælp med at sætte ord på det, børnene oplever:
Hvad lagde du mærke til?
Hvordan føltes musikken?
Jeg kan se, at du blev overrasket.
Der findes ikke et rigtigt eller forkert svar. Det vigtige er, at børnene får mulighed for at mærke, udtrykke og dele deres oplevelser sammen med andre.
Hvis I vil vide mere
Thomas Gitz-Johansen beskriver i bogen Børns kulturoplevelser: et udviklingspsykologisk perspektiv, hvordan fælles møder med kunst og kultur kan skabe nærvær mellem børn og voksne. Han peger også på betydningen af den voksnes støtte, når børn oplever og udforsker forskellige følelser.
Bogen kan bruges, hvis I har lyst til at gå mere i dybden med emnet.
Find også masser af ideer til at arbejde med læreplanstemaet Kultur, æstetik og fællesskab her:
Læseforslag
For børn i alderen 0-3 år
For børn i alderen 3-6 år
Alle ord tæller - De små børns følelser
Har I lyst til at arbejde med små børns følelser på anden vis, så er der rig lejlighed lige nu, hvor DR sammen med de andre samarbejdspartnere i projektet Alle Ord Tæller har fokus på følelser. Den nye kampagne bygger videre på Minisjangs Kæmpestore Sprogkuffert, men kan også bruges uden at have en sprogkuffert ved hånden. Se meget mere her:
Bogfrø - De små læser
Har I ikke allerede tilmeldt jer Bogfrø, kan I nå det inden 8. oktober. Initiativet skal bringe flere bøger ud til børn i alle landet dagtilbud. Se mere og tilmeld jer her nedenfor.
For at skabe størst glæde og udbytte af de tildelte bøger, deler bibliotekerne både egne og samarbejdspartneres formidlingsforslag. Efter tilmeldingsperiodens udløb vil du på tilmeldingssiden kunne finde inspiration til nye måder at læse med børnene på.

