Små børns følelser
Minisjangs Kæmpestore Sprogkasse giver masser af anledning til at tale om følelser, og det er der gode grunde til. Når du laver aktiviteter med børn omkring følelser, hjælper du børnene med at genkende, forstå og udtrykke det, de mærker. Det gør det lettere for dem at sige til og fra, bede om hjælp og få øje på, hvordan andre har det. Også uden at have en fysisk Sprogkasse ved hånden, kan du tale, læse og lege med børn om følelser.
Aldersgruppe:
0-3 år, 3-6 år
Antal:
1-15 børn

Sæt ord på følelser
De mindste børn mærker også store følelser, men de har endnu ikke lært at genkende dem og give udtryk for dem. Ved at tale og læse sammen om situationer, hvor følelser fylder, hjælpes barnet til at forstå og genkende følelser hos både sig selv og andre. Barnet bliver fortrolig med, hvordan følelser kan udtrykkes, og hvordan man kan reagere på en god måde. Både på egne følelser og på andres. I september måned er der premiere på programserien 'Rut og følelserne' på Minisjang. Der er 9 afsnit, som hver tager fat på en følelse og på fineste vis viser, hvordan følelser kommer til udtryk i hele kroppen.
Bøger om følelser
Følelser generelt
Glad og spændt
Skuffet og ked af det
Bange og genert
Sur og vred
Savn og længsel
Misundelse og jalousi
Stolthed og mod
Lav aktiviteter om følelser
Med kampagnen Små børns følelser vil vi gerne understøtte disse trin i børnenes følelsesmæssige udvikling:
- At navngive følelser
- At genkende følelser
- At regulere følelser
Her følger forslag til at understøtte dette i en bibliotekskontekst.
Udstilling om følelser
Har I bestilt udstillingselementer til børnebiblioteket via centralbibliotek.dk, vil I modtage de bestilte elementer inden kampagnestarten i uge 39, så I kan dekorere med dem i børnebiblioteket. Udstillingselementerne må sættes op fra mandag d. 21. september.
Særligt papfigurerne med Rut knytter sig til kampagnen og serien Rut og følelserne, som har premiere på DR i starten af september.
Titlerne ovenfor er til inspiration, men alle jeres bøger om følelser kan naturligvis bringes i spil til en udstilling.
Plakat (er på vej)
Til brug i udstillingen
Bogmærker (er på vej)
Print og skær bogmærkerne og sæt dem i eller ved de bøger, som I har i jeres udstilling.
Følelseshjul (er på vej)
Klip hjulet og tal om de følelser, der skiftes til.
Aktivitetshæfter om følelser
Find aktivitetshæfter tilknyttet Minisjangs Kæmpestore Sprogkasse på dr.dk/sprogkasse. Aktivitetshæftet om følelser findes i to versioner: En version til brug med Sprogkassen og en version til brug uden Sprogkassen.
Plakat til dagtilbud
Centralbibliotekerne sender fysiske plakater ud til alle biblioteker. Plakaterne kan I dele ud til dagtilbud. Invitér dagplejere, vuggestuer og børnehaver til at kigge forbi biblioteket og få en plakat med hjem. Del plakaterne ud til arrangementer for dagtilbud eller til dem, der kommer uanmeldt på besøg. I kan opfordre dagplejere og pædagogisk personale til at låne et par 'nye' bøger med hjem, der handler om følelser. Eller I kan opfordre vuggestuer og børnehaver, der har Minisjangs kæmpestore sprogkasse, til at låne bøger med hjem, som kan få plads i sprogkassen for en stund, når/hvis de to bøger, der i forvejen er i sprogkassen, er læst igen og igen og igen.
Følelses-elementer fra Sprogkassen
Det er naturligvis oplagt at bruge de kendte elementer fra Minisjangs Kæmpestore Sprogkasse. Følgende elementer er særligt relateret til følelser:
- Spejlet med Rut
- De to Børste-bøger
- Orm som hånddukke
- Følelseskort - disse kan også hentes i printvenlig version via linket herunder
Printmaterialer til Minisjangs Kæmpestore Sprogkasse
Tips til at bruge Sprogkassen i børnebiblioteket
I kan altid vende tilbage til siden her for at finde materialer og få gode råd til at bruge Sprogkassen i en bibliotekskontekst:
Om Minisjangs Kæmpestore Sprogkasse
I starten af 2026 modtog landets vuggestuer og børnehaver - både de kommunale, selvejende og private - en sprogkuffert til at stimulere sprog, leg og læsning blandt de 2-4-årige børn. Indholdet er baseret på Minisjang-universet og materialet understøttes af DR's platforme Minisjang og dr.dk/sprogkasse. Sprogkassen er udviklet i et samarbejde mellem DR, Trygfondens Børneforskningscenter og Bibliotekerne. Her på siden har vi samlet en række tips og bøger, som kan understøtte brugen af materialet.
Find mere om Minisjangs Kæmpestore Sprogkasse her på Sprog- og Læsesporet eller på dr.dk/sprogkasse.
Om Alle ord tæller
Alle ord tæller er DRs flerårige læseindsats, der vil skabe bedre forudsætninger for gode læseoplevelser og derigennem styrke læselysten og læsekulturen for danske børn i alderen 1-14 år. Projektet er støttet af TrygFonden og produceret i samarbejde med Syddansk Universitet, TrygFondens Børneforskningscenter, Center for Undervisningsmidler, Enact:Lab og Centralbibliotekerne.
