Menu

Nyhedsbrev november 2026

Forælder Bibliotekar Fagperson

0-6 år 6-16 år

Dit spæde barn

Der er forskellige meninger om, hvornår og hvor meget børn bør bruge mobiler og tablets. Men der er enighed om, at forældres egen brug af mobiltelefoner giver mindre opmærksomhed på barnet. Mobiltelefonen forstyrrer den vigtige øjenkontakt mellem dig og dit barn.

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at børn under 2 år ikke bruger skærm uden aktivt samvær med en voksen. Børn udvikler sig, når mennesker omkring dem er nærværende ved fx. at læse, synge og lave motoriske lege sammen med dem.

Ved større børn er det relevant at se på, hvad mobil eller tablet bruges til. Der er mange gode digitale bøger, film og apps. Og hvis det skal styrke barnets sprog, er det vigtigt, at du taler med dit barn om det, barnet oplever på skærmen.

Som forælder kan du hjælpe dit barn ved at

  • lægge din egen mobil væk, når I er sammen,
  • vælge indhold af god kvalitet, som passer til barnets alder. Få ideer her på sprogsporet.dk – fx under 'Gode Apps' eller 'Læs med Orm'
  • være sammen med barnet om det, der foregår på tablet eller mobil. Spil og læs sammen. Husk ikke mindst at tale sammen om det, det sker på skærmen.

Dit lidt større barn

Det finurlige sprog

Alle børn skal have mulighed for at udvikle et godt sprog. Det styrker deres mulighed for at skabe venskaber og for at lære. Derfor er det vigtigt, at du taler og læser med dit barn.
Når du og barnet taler sammen, vil dit barn opleve sprogets finurligheder. Fx når du udtrykker det samme med forskellige ord. Du kan den ene gang spørge dit barn ”Er du træt?” og en anden gang ”Er du søvnig?”. Over tid vil dit barn lære, at der kan være forskellige ord for det samme (synonymer). I kan fx også tale om forskellen på at kaste og smide. Eller forskellen på at løfte og bære.
I kan også tale om modsætninger som fx stor/lille. Hvorfor vil dit barn i nogle situationer være den lille, men i andre situationer den store? Og hvornår er noget let, og hvornår er det tungt? En stol kan være tung at bære, men den er let i forhold til, hvis du skulle bære en elefant!

Forslag til lege med modsætninger

  • I skiftes til at finde en ting i huset. Så kan I stille dem på række, efter hvad der er lavest og højest. Eller mindst og størst. Eller hvad der er lettest eller tungest.
  • Hvis I er min. 4 personer, kan I også lege Sprogfitness - Find din modsætning

Du kan også fortælle dit barn om ordsprog og talemåder. Før skolealderen kan det være svært at forstå dem, men det kan give kendskab til ord og vendinger. Det giver dit barn flere ord, og det giver jer mulighed for at tale om sproget. Fx handler ’at have sommerfugle i maven’ ikke om at spise sommerfugle. Det er bare en talemåde for, at du er nervøs, spændt eller måske forelsket. Ved at tale om det og måske tegne ’at have sommerfugle i maven’, så vil dit barn begynde at forstå, at ord og sætninger kan betyde noget andet end det, der bogstaveligt talt siges.

Heldigvis findes der masser af bøger, som I kan bruge til at snakke om synonymer, modsætninger, talemåder og ordsprog samt andre af sprogets finurligheder.

Og ja, i stedet for ordet 'finurlig' kunne vi også her have brugt spidsfindig, pudsig eller løjerlig ...

Forslag til billedbøger om sproget for børn i alderen 0-3 år

Modsætninger

Georgine Min lille bog om modsætninger Sandkassen - Bror er ikke lille Vilde modsætninger

Forslag til billedbøger om sproget for børn i alderen 3-6 år

Modsætninger og synonymer

Alfons finder andre ord Jakob og Nejkob Rim med familien Op & Ned - antonymer Indsigt - udsyn : om modsætninger

Ordsprog og talemåder

Med løg på! Den store ordsprogsbog : 90 danske tegnere illustrerer ordsprog Og derfor er far så træt - elefanten i rummet Famse remse : bliv bagklog med ordsprog fra en klog, klog ordsprogsbilledbog