Menu

Nyhedsbrev november 2026

Forælder Bibliotekar Fagperson

0-6 år 6-16 år

Det finurlige sprog

Alle børn skal have mulighed for at udvikle et godt sprog. Det er derfor vigtigt, at I introducerer børnene til sprogets finurligheder og faldgruber.
Når du og børnene taler sammen, vil de opleve sprogets finurligheder. Fx at du nogle gange udtrykker det samme ved brug af forskellige ord. Du kan den ene gang spørge ”Er du træt?” og en anden gang ”Er du søvnig?”. Over tid vil børnene lære, at der kan være forskellige ord for det samme (synonymer). I kan også tale om forskellen på at kaste og smide. Eller forskellen på at løfte og bære.
I jeres samtaler kan I også komme ind på modsætninger som fx stor/lille: hvorfor vil børnene i nogle situationer være de små med i andre situationer de store? Og hvornår er noget let, og hvornår er det tungt? En stol kan være tung at bære, men den er let i forhold til, hvis du skulle bære en elefant!

Forslag til lege med modsætninger

  • I skiftes til at finde en ting i dagtilbuddet. Så kan I stille dem på række, efter hvad der er lavest og højest. Eller mindst og størst. Eller hvad der er lettest eller tungest.
  • Med de ældste børn kan I også lege Sprogfitness - Find din modsætning
  • Lotte Salling har også forslag til aktiviteter om modsætninger: Antonympar.pdf

Du kan også introducere børnene til ordsprog og talemåder. Selvom det vil være for abstrakt for de fleste børn, før de når skolealderen, så er det en måde at få kendskab til ord og vendinger, som de måske ikke har hørt før. Det udvider ordforrådet, og det giver også mulighed for at tale om sproget. Fx handler ’at have sommerfugle i maven’ jo ikke om, at du skal spise sommerfugle, men det er en talemåde for, at du er nervøs, spændt eller måske forelsket. Ved at tale om det og måske tegne ’at have sommerfugle i maven’, vil børnene begynde at forstå, at ord og sætninger kan betyde noget andet end det, der bogstaveligt talt siges.
Ordsprog og talemåder er også meget billedlige, så det er oplagt at bruge dem i forbindelse med kreative aktiviteter.

Heldigvis findes der masser af bøger, som I kan bruge til at snakke om synonymer, modsætninger, talemåder og ordsprog samt andre af sprogets finurligheder.

Og ja, i stedet for ordet finurlig kunne vi også her have brugt spidsfindig, pudsig eller løjerlig.

Forslag til billedbøger om sproget for børn i alderen 0-3 år

Modsætninger

Georgine Min lille bog om modsætninger Sandkassen - Bror er ikke lille Vilde modsætninger

Forslag til billedbøger om sproget for børn i alderen 3-6 år

Modsætninger og synonymer

Alfons finder andre ord Jakob og Nejkob Rim med familien Op & Ned - antonymer Indsigt - udsyn : om modsætninger

Ordsprog og talemåder

Med løg på! Den store ordsprogsbog : 90 danske tegnere illustrerer ordsprog Og derfor er far så træt - elefanten i rummet Famse remse : bliv bagklog med ordsprog fra en klog, klog ordsprogsbilledbog

Se også siden om læreplanstemaet Kommunikation og Sprog.

Læreplanstema: Kommunikation og Sprog
Find inspiration til aktiviteter og bøger der taler ind i læreplanstemaet Kommunikation og Sprog