Menu

Nyhedsbrev: April 2024

Bliv tilmeldt det månedlige nyhedsbrev

Vores behandling af personoplysninger

Forælder Bibliotekar Fagperson

0-6 år 6-16 år

Fuglefløjt og fortællinger

Fuglenes verden er fantastisk, og den er lige udenfor! Uanset om jeres institution ligger på landet eller i byen, så kan I sammen med børnene opleve fuglene og lytte til deres sjove lyde. Når først børnene opdager glæden ved fugle, er der meget, som I kan gøre sammen. Det koster næsten ingenting:

  • Finde en sø og fodre ænder
  • Hænge et foderrør op til solsikkekerner og se fuglene komme for at spise
  • Lytte til fuglekoret om foråret en tidlig morgenstund
  • Kigge på duerne på torvet - det er sjovt, når de letter og flyver deres vej
  • Bygge en redekasse og sætte den op i et træ
  • Lave et lille fuglebad
  • Mærke hvordan en fuglefjer kan kildre

I kan også prøve at lære børnene hvad nogle af fuglene hedder: Solsort, blåmejse, musvit, bogfinke, lærke, vibe, mursejler og svale. På hjemmesiden fuglestemmer.dk kan I både se og høre de forskellige fugle. Det er en god øvelse at forsøge at iagttage, hvor forskellige fuglene er og det hjælper børnene til at udvide og nuancere deres ordforråd. Når børnene langsomt lærer fuglene at kende, får de samtidig nyttig viden om naturen og hvorfor det er så vigtigt, at vi passer på den.

Der findes også dejlige børnesange om fugle, som I kan synge sammen med børnene: Jeg er en lille undulat, Rapanden Rasmus, Jeg er en papegøje fra Amerika, Poul sine høns, Jeg ved en lærkerede og Hør den lille stær. Det gør børnene fortrolige med verden, når de lærer om den gennem sang, og sangene kan med fordel synges mange gange.

I kan også gå på nettet og finde ideer til at være kreative med pap, maling og fjer. Hjælp hinanden med at klippe fugle og finde ud af, hvilke farver de skal have. Prøv at hænge fuglene op i loftet, så de svæver. Eller I kan sætte to toiletruller sammen til en fin børnekikkert, som børnene kan dekorere. Bagefter må I ud på legepladsen eller en tur i skoven for at prøve kikkerterne af – evt. sammen med en naturvejleder. Måske er I heldige at finde en fuglerede og få lov til at se et lille bitte fugleæg!

De fascinerende fugle, deres flotte farver og det faktum at de kan flyve, er også en kilde til inspiration i børnelitteraturen. I fortællingernes verden er fuglene måske først ved at lære at flyve, de har venner og kan tale. Historierne har fået vinger! Så spring ud i det medrivende univers fuldt af fugle, som udfolder sig både i børnebøgernes fantasifulde fortællinger og lige udenfor jeres vindue. De kvidrer lystigt fra hustage og trætoppe. Foråret står for døren og billedbøgerne må gerne komme med på tur.

Læseforslag

For børn i alderen 0-3 år

Åh-åh! Flyveturen Lille Tut og fugleungen Fjeren har tabt en fugl Ida er nysgerrig Lille Mus og jordbærtyven

For børn i alderen 3-6 år

Løven og fuglen Man skal tænke sig godt om, når man skal til te hos Fugl Én lille fugl Fugl bygger rede Fugle Mimse og solsorten

Sprogfitness til førskolen

Kridt skoene og gør klar med forberedelserne til Sprogfitness der i år løber af stablen fredag d. 3. maj.
Landet over inviterer rigtigt mange biblioteker skolegrupperne i daginstitutionerne, 0. klasserne og indskolingsklasserne til en årlig sprogfitnessdag med folkebiblioteket som bindeled mellem skoler og daginstitutioner.
Hvert år udvælger og udvikler Aalborg Bibliotekerne i samarbejde med UCN, læreruddannelsen Aalborg, lege til Sprogfitnessdagen. Hvis I ikke er blandt dem, der er invitereret til et biblioteksarrangement, eller I bare ikke kan få nok Sprogfitness, kan I altid selv hente legene og bruge dem hjemme hos jer selv.

Sprogfitness
Sprog er noget, vi leger! D. 3. maj 2024 går det løs til Sprogfitness igen!