Dit spæde barn
Når vi taler med børn om deres oplevelser, bliver de bedre rent sprogligt. Men de bliver også bedre til at huske og fortælle om, hvad de oplever. Derfor er det vigtigt, at I taler sammen om det, I ser. For eksempel når I er ude at gå tur.
Måske lægger du mærke til, at dit barn kigger på en fugl. Peg og kig på fuglen og sig gerne: ”det er en fugl”. Få øjenkontakt med dit barn og fortæl igen: ”ja – det er en fugl”. Peg igen på fuglen, mens du gentager og udvider sætningen til for eksempel: ”det er en fugl – kan du høre, at fuglen siger pip?”.
Som voksen skal du også gøre opmærksom på det, barnet ikke selv har fået øje på endnu. Udvælg noget på din vej – peg på det, sæt ord på og forklar det for barnet.
Som forælder kan du hjælpe dit barn ved at
være opmærksom på, hvad der sker omkring jer,
pege på spændende ting på jeres vej. For eksempel en fugl, en kran eller en sky,
følge med i, hvad barnet kigger på, og sætte ord på det.
Dit lidt større barn
Sommeren byder tit på god tid sammen. Måske skal I opleve nye steder. Alle vegne vil der være ting, som I kan opleve og tale om sammen. Lugte, lyde og nye sansninger - måske varmt sand under fødderne. I kan allerede nu begynde at finde bøger til ferien. Og måske en lille kuffert eller en skotøjsæske til at samle jeres sommer-minder. Det kan være en fjer, en muslingeskal eller et postkort. De små ting vil hjælpe barnet til at huske, hvad I har oplevet. Så kan I sidde sammen og tale om tingene og jeres minder.
Noget I kan støde på alle vegne, det er krible krable-dyr. Det er altid spændende at kigge nærmere på de små kræ, og det er også en god anledning til at tale om størrelser, fart, farver, former.
Naturvejledning Danmark har en hel Krible Krable hjemmeside. Her kan I hente masser af forslag og gratis print-materialer til at komme ud og undersøge naturen - året rundt. Se mere her: Krible Krable materialer - Naturvejledning Danmark
Læseforslag
Her får I forslag til gode bøger om både krible krable-dyr og sommer-oplevelser.
For børn i alderen 0-3 år
For børn i alderen 3-6 år
Sallys far i 10 år
Det er 10 år siden, at den første billedbog om Sallys far udkom, og lige fra starten har serien været enormt populær. Derfor fejrer vi selvfølgelig også jubilæet her på Sprogsporet og på biblioteker rundt omkring i landet. Der er indtil videre udkommet 15 bøger om Sallys far, og bogen Dengang Sallys far var dreng er netop udkommet i en jubilæumsudgave. Se meget mere om serien her:
10 år med Sallys far
Få ideer til at fejre 10 år med Sallys far